Aktuelle nyheder i byggebranchen

Hold dig orienteret om de seneste nyheder her på siden

Dansk arkitektur har særstatus i Norden

Danmark er det mest fremtrædende land i Norden, når det handler om arkitektur. Så klar lyder konklusionen i en ny svensk undersøgelse, hvor over halvdelen af de adspurgte arkitekter peger på Danmark som nummer 1 i Norden.

Dansk arkitektur har en helt særlig status blandt arkitekter i Sverige. I en ny undersøgelse peger hele 58 % af de adspurgte arkitekter nemlig på, at Danmark har den mest fremtrædende arkitektur i Norden. 


På andenpladsen følger Norge med 18 %, mens de adspurgte arkitekters hjemland – Sverige – må nøjes med bare 10 %’s opbakning. Sidst følger Finland og Island.

Undersøgelsen er gennemført af PFM Research, og bag den står byggematerialeleverandøren Cembrit i Sverige, som løbende undersøger de svenske arkitekters holdning til trends og tendenser inden for branchen.

Stærkt omdømme
I arkitektfirmaet Transform er man ikke overrasket over Danmarks særstatus blandt de svenske arkitekter: 

- Jeg er helt enig i, at Danmark har den mest fremtrædende arkitektur i Norden. Hvor der i andre lande kan være en tendens til, at det jordnære vægter mere end det kunstneriske og vice versa, har den danske arkitektur en god balance mellem æstetik og funktionalitet. En af de væsentligste grunde er for mig at se, at vi i Danmark fokuserer meget på uddannelse af arkitekterne, hvor man på kunstakademierne forsøger at balancere det funktionelle ud fra det æstetiske, siger arkitekt MAA og indehaver af Transform, Lars Bendrup.

Også hos Cembrit i Danmark er man fascinerede over de danske arkitekters kunnen:

- Særligt i vores rolle som materialeleverandør til facader, oplever vi, at designmæssig frihed er noget, der prioriteres højt hos danske arkitekter. Arkitekterne vil meget nødig begrænses i deres udfoldelsesmuligheder pga. materialernes beskaffenhed, og derfor udvikler vi hele tiden på formater, overflader, farver mv., så vores materialer giver muligheder frem for begrænsninger, siger salgsdirektør i Cembrit, Karsten Østergaard Larsen og tilføjer: 

- Vi har i Danmark tradition for at prioritere arkitektur højt, og det materialiserer sig hele tiden i nyt og spændende dansk designet byggeri. Og det har selvfølgelig en afsmittende effekt på vores omdømme i udlandet. 

Svenskerne foretrækker rød, hvid og grå 
Af den svenske undersøgelse fremgår også, at de svenske arkitekters favoritfarver er hvid, rød og grå. Bortset fra den røde farve gør samme farvepræferencer sig gældende i Danmark, hvor det ifølge arkitekterne i Dansk Arkitektpanel er hvid, sand, antracit og grå, der står øverst på listen. 

Adspurgt til hvilke materialer, der vil vinde størst udbredelse i løbet af de næste 10 år, peger de svenske arkitekter på træ, tegl og fibercement. På kort sigt er de danske arkitekter enige om at sende træ til tops. Adspurgt til hvilke facadematerialer, der vil præge dansk byggeri i 2019, svarer arkitekterne i Dansk Arkitektpanel nemlig først og fremmest træ efterfulgt af mursten og glas. 

 

 

 

 

 

Energimærker bør opdateres løbende

Når ydervæggene isoleres, nye vinduer sættes i, eller oliefyret udskiftes, opnår et hus et bedre energimærke. Men energimærket bliver først opdateret den dag, boligen skal sælges

Ca. 650.000 bygninger har i dag et energimærke, men det er først, når til-salg-skiltet sættes op på matriklen, at energimærket bliver opdateret. Først der kan boligejeren se, hvordan de senere års investeringer i nye vinduer eller nyt tag har rykket på husets energimærke.

- Det er en gammeldags måde at tænke på, at det først er ved et salg, at resultatet af de investeringer, der er foretaget i boligen, kan ses. Netop derfor havner energimærkerapporten ofte i en skuffe, hvor den bare ligger og samler støv. Det bør være muligt for boligejeren løbende at kunne opdatere energimærket og se effekten af de energirenoveringer, der bliver gennemført, siger Camilla Damsø Pedersen, der er energipolitisk chef i Dansk Byggeri.

Ikke kun et bogstav
Energimærket vurderer boligen på en skala fra A til G, hvor A er et udtryk for, at alt fra isolering til vinduer og ventilation sørger for en energieffektiv bygning, mens G er et udtryk for, at der fyres for gråspurvene, og at omkostningerne til varme og el ligger i den høje ende.

- Og energimærket bør ikke kun være et bogstav. Det bør kunne bruges som en løbende interaktiv handlingsplan, der viser, hvad det næste kloge skridt i hjemmet er, hvis man allerede har valgt f.eks. at skifte til mere energieffektive ruder, siger Camilla Damsø Pedersen.

Mere handlingsorienteret
Det er afgørende for både størrelsen på energiregningen og salgsprisen, om huset har et energimærke A i den absolut gode ende eller G i den mindre gode ende.

- Det vil helt sikkert gøre flere interesserede i at energirenovere, når de f.eks. kan se, at salgsprisen på huset stiger. Hvis man har et G-mærket hus, som forbedres to energiklasser til et energimærke E, stiger det ca. 113.000 kr. i værdi, samtidig med at varmeregningen bliver mindre. Derfor er det oplagt at gøre flere boligejere interesserede i at energirenovere ved at udnytte de digitale muligheder for et mere handlingsorienteret energimærke, siger Camilla Damsø Pedersen.

 

 

 

 

 

Husets salgspris afhænger af energimærket

Den gennemsnitlige gevinst ved at forbedre boligen en energiklasse er ca. 50.000 kr., og en energirigtig bolig står højt på listen hos hver fjerde boligkøber, viser tal fra Dansk Byggeri.

Hvis et 100 m2 stort parcelhus går fra energimærke G til E ved f.eks. at isolere hulmuren og udskifte vinduerne, stiger husets salgspris med ca. 113.000 kr.

Den gennemsnitlige gevinst ved at forbedre boligen en energiklasse er ca. 50.000 kr., viser tal fra Dansk Byggeris Energianalyse:

- Når boligejerne energirenoverer, så fremtidssikrer de boligen. Både ift. at udgifterne til el og varme ikke eksploderer, men også ift. at kunne sælge boligen på et senere tidspunkt. Der er ingen tvivl om, at jo bedre energimærke boligen har, jo højere er salgsprisen, og jo mere attraktiv er den, siger energipolitisk chef i Dansk Byggeri, Camilla Damsø Pedersen.

Endnu flere vil tænke grønt
Hvis man spørger boligkøberne, hvad de ser efter, når de leder efter ny bolig, så svarer hver fjerde boligejer, at energirigtigt byggeri er et væsentligt parameter, hvis de skulle skifte bolig.

- Det viser, at et godt energimærke har betydning for mange boligejere, og at de også ser på udgifterne til el, vand og varme, når de vælger deres fremtidige bolig, siger Camilla Damsø Pedersen.

I dag har 650.000 bygninger i Danmark et energimærke, og 225.000 boliger har et energimærke E eller dårligere.

- Netop fordi det er et lovkrav, at alle boliger, der skal sælges eller lejes ud, skal energimærkes, er der også helt automatisk flere, som får en energimærkerapport og sætter sig ind i boligens energimæssige stand. Boligkøbere tænker i langt højere grad grønt, og det fokus ser kun ud til at vokse, siger Camilla Damsø Pedersen. 

Oltmann Arkitekt & Byggerådgiver er certificerede energivejleder og bidrager gerne med hjælp til hvordan du med rentable løsninger kan optimerer dit energimærke. Kontakt os idag eller læs mere på forsiden under energivejlederen.

 

 

 

Som noget helt nyt kan Outline Vinduer tilbyde et træ/alu-vindue med både 2-lags glas og energimærke A. Det er en usædvanlig kombination.

Bygningsreglement 2020 lurer lige om hjørnet, og det stiller store krav til landets byggevirksomheder, som i øjeblikket arbejder hårdt for at imødekomme reglementets skærpede lavenergikrav. 

En af de leverandører til byggeriet, der netop er lykkedes med at komme et stort skridt i den rigtige retning, er Outline Vinduer i det nordjyske Farsø, som sælger sine produkter via landets trælaster og byggemarkeder.

Vinduesproducenten har nemlig formået at produktudvikle virksomhedens såkaldte Træ/Alu Daylight-serie, så seriens vinduer fremadrettet ikke kun kan fås med energimærke A, hvis man vælger 3-lags glas, men også hvis man vælger med 2-lags glas. 

Det er ret unikt for branchen, da det således bliver det første 2-lags vindue med energimærke A, som kommer på hylderne hos de danske trælaster og byggemarkeder, og samtidig bliver det blandt de få 2-lags vinduer, som lever op til bygningsreglement 2020.

- Ifølge bygningsreglement 2020 skal alle vinduer have energimærke A, hvilket man som regel kun ser ved vinduer med 3-lags glas, da det isolerer bedre end 2-lags glas. Her har vi siden lanceringen af det første Daylight-vindue, hvor vi i første omgang havde fokus på lysindfald og isoleringsevne, haft som mål at gå skridtet videre. Og nu kan vi endelig fortælle, at vi er klar med et Daylight-vindue med 2-lags glas, som samtidig har en høj nok isoleringsevne til at gøre sig fortjent til energimærke A, lyder det fra Outline Vinduers salgschef Claus Petersen Koch.

Han fortsætter:

- Og selvom isoleringsevnen naturligvis er endnu højere ved vores 3-lags Daylight-vindue, så er der nogle helt klare fordele forbundet med at vælge en tolagsløsning. Det er nemlig dels et billigere produkt, hvilket gør det muligt for slutbrugere, der ønsker vinduer i et andet prissegment, også at købe Daylight-vinduer. Samtidig optimerer det trælasternes chancer for salg, da de nu kan tilbyde et nyt produkt, mens håndværkerne får lettere ved at håndtere det på byggepladsen, da en tolagsløsning vejer væsentligt mindre end en trelagsløsning.

Tynd karm og ramme
Daylight-serien er foruden den høje isoleringsevne kendt for sine ultra smalle vinduesrammer, hvor rammekonstruktionen kun er 65 millimeter bred. Det giver således vinduet et mere moderne, stilrent udtryk og samtidig et meget større lysindfald:

- Med Træ/Alu Daylights ekstremt tynde karm og ramme er det lykkedes os at konstruere et vindue med op til otte procent mere lysindfald end et traditionelt vindue. Serien rummer således en god kombination af lys, isolering og design, hvilket nu også kan købes af de slutbrugere, der ønsker 2-lags vinduer, lyder det afslutningsvis fra Claus Petersen Koch, som forventer en stor efterspørgsel på produktet fra de danske boligejere.

Outlines Daylight-serie er både velegnet til nybyggeri og forskellige energioptimeringsprojekter. Træet, som bliver brugt til serien, er desuden FSC-certificeret og hentet fra CO2-neutrale nordiske skove.

Danske arkitekter skal designe Nordamarikas højeste kontorhus i træ

3XN er valgt til at designe T3 Bayside i Toronto. Bygningen bliver med sine 10 etager fordelt på 42 meter den højeste moderne kontorbygning udført i træ i hele Nordamerika.

Det internationale ejendomsudviklingsselskab Hines har valgt det danske arkitektfirma 3XN til at designe den første kontorbygning i det nye havnekvarter Bayside, der ligger ved Lake Ontario i Toronto. Bygningen bliver med sine 10 etager fordelt på 42 meter den højeste moderne kontorbygning udført i træ i hele Nordamerika.

- 3XNs uovertrufne arkitektur og bygningens faciliteter sætter nye standarder for kreative, moderne kontorfaciliteter. T3 Bayside vil tiltrække flere end 3.000 arbejdspladser til det nye kvarter, fortæller Avi Tesciuba, Senior Managing Director and Country Head fra Hines.

Markant vartegn
T3 Bayside er designet til at være et markant vartegn for den nye bydel og vil bidrage til at skabe liv og aktivitet i området. Udover kontorfaciliteter er der i stueplan plads til butikker, cafeer og gallerier, som er med til at gøre den centrale plads foran bygningen til et offentligt hjerte i bydelen, som omfatter lige dele landskabselementer, fungerer som socialt mødested, opholdssted og adgangsvej til havnefronten. 

- Vi er meget stolte af at få mulighed for at bidrage til udviklingen af det nye havnefrontkvarter i Toronto. Med T3 Bayside sætter vi fokus på at skabe fleksible og funktionelle kontorfaciliteter, som kan imødekomme de meget forskelligartede behov moderne virksomheder har i dag og i fremtiden, siger Kim Herforth Nielsen, grundlægger og kreativ direktør hos 3XN.

T3 Bayside bliver den højeste, moderne kontorbygning i træ i Nordamerika. At bygge i træ har en lang række fordele både i forhold til bæredygtighed og indeklima, opførelsen tager kortere tid og selve konstruktionen er designet til at kunne skilles ad igen, så alle dele kan genbruges i en ny bygning eller til andre formål.

Er drømmen at bygge nyt? Så er der mange muligheder og overvejelser

Det kan være lidt af en jungle, når du skal i gang med at bygge hus. Der er meget information, der skal fordøjes, og mange beslutninger der skal tages. De fleste køber kun hus få gange i livet, så det er de færreste, der har store erfaringer med sig. Derfor er det vigtigt at føle sig tryg og have en god mavefornemmelse – i hele forløbet.

FORDELE OG ULEMPER

Har du besluttet at bygge nyt, er noget af det første, du skal tage stilling til, om du vil bygge med et typehusfirma, en arkitekt eller gøre det selv.

Med et typehus får du gennemprøvede løsninger, som du kan se, inden du køber. Typehuse er som udgangspunkt billigere end arkitekttegnede, og økonomien er aftalt. Her får du løsninger, som flere andre også har, og ofte vil individuelle løsninger være dyre.

I et arkitekttegnet hus får du en bolig, som er unik, og nøjagtigt som du vil have det. Til gængæld tager processen typisk længere tid, og prisen er ofte højere.

Kan du bygge selv, er det vigtigt at have et godt overblik, så budgettet ikke skrider. Derfor er banken altid en vigtig samarbejdspartner, da et godt, gennemarbejdet budget er med til at skabe trygge rammer.

PROFESSIONEL RÅDGIVNING

Det er vigtigt at have det rigtige hold omkring sig, som kan hjælpe i forløbet. En god idé er at have en advokat med indover kontrakter. De færreste har styr på, hvad der sker, hvis f.eks. byggefirmaet går konkurs, eller der konstateres byggesjusk. Det er også de færreste, der kender til AB18 eller detaljerne i en entreprisekontrakt.

Det kan være en god idé at få en uvildig byggeteknisk rådgiver til at føre syn med byggeprojektet, og sørge for at udførte arbejde laves til aftalt tid og i ordentlig kvalitet.

Derudover er det vigtigt at have en god, økonomisk sparringspartner på sidelinjen – for økonomien er vigtig før og under byggeriet – men også efter. Når du drømmer om et nyt hus, er det vigtigt, at du ikke bygger så dyrt, at du ikke har råd til den hverdag, og det liv, du drømmer om i huset.

DRØMMEBELIGGENHED - GAMLE HUSE RIVES NED OG ERSTATTES AF NYE

Det kan ofte være svært at finde den rigtige beliggenhed. Det har betydet, at flere ældre huse rives ned, udelukkende for den rigtige beliggenhed. Specielt i lidt større byer er der stor efterspørgsel på gamle huse med god beliggenhed i et etableret og opvokset område. Skal du bygge nyt, kan du derfor overveje at købe et ældre og billigt hus - for derefter at rive det ned og bygge nyt.

DET GODE OG REALISTISKE BUDGET MED EN BUFFER

Typisk er prisen på byggeriet fastsat ud fra, at alt kører efter planen. Men det gør det sjældent. Måske bliver terrassen simpelthen for lille, eller måske er der ikke afsat nok penge til det køkken, du drømmer om. Jeg har en tommelfingerregel som siger, at man skal have en buffer på omkring 10 % til alt det, som dukker op undervejs. Bygger du selv, bør din buffer være større. Ingen regel uden undtagelser - hvor stor din buffer skal være, afhænger naturligvis af det konkrete projekt.

Indlæg i Jydske Vestkysten d. 16 marts 2019 af boligkonsulent i Frøs Herreds Sparekasse, Bettina Grene.

6 ud af 10 boligejere har brugt håndværkerfradraget

Næsten alle boligejere kender håndværkerfradraget, og 59 procent har brugt det. Og næsten hver tredje boligejer vil energirenovere mere, hvis tilskuddet gøres mere attraktivt, viser ny undersøgelse.

I 2017 brugte 237.000 danskere muligheden for at trække udgifter på op til 12.000 kroner til arbejdsløn til grønne investeringer fra i skat via håndværkerfradraget. Den populære ordning er både bredt kendt og brugt af danske boligejere, viser en ny spørgeundersøgelse, som YouGov har foretaget for Dansk Byggeri.

Her svarer 93 procent, at de kender håndværkerfradraget, og 59 procent at de har brugt den. 61 procent kender til energiselskabernes tilskudsordninger, men kun 17 procent har benyttet sig af dem. Andre muligheder som fx gratis energivejledning er brugt af 13 procent af boligejerne.

- Håndværkerfradraget er nemt at bruge, og derfor er det så populært. Energiselskabernes tilskudsordninger er mere komplicerede og lever lidt mere i det skjulte, og er derfor også mindre brugte og mindre kendte blandt boligejerne, siger energipolitisk chef i Dansk Byggeri, Camilla Damsø Pedersen.

Flere energirenoveringer med større fradrag
Håndværkerfradraget er målrettet grønne energi- og klimavenlige håndværkerydelser, og næsten hver tredje boligejer svarer i spørgeundersøgelsen, at de vil energirenovere, hvis de får et fordelagtigt tilskud eller et nedslag i ejendomsskatten.

- Fradraget er steget til 12.200 kroner i 2019, men det er stadig et relativt lille beløb, hvis man som boligejer står over for en større energirenovering. Derfor bør politikerne hæve håndværkerfradraget til 25.000 kroner årligt og fx gøre det muligt at spare fradraget op ved større energirenoveringsprojekter, så man kan bruge tre års fradrag på en gang, siger Camilla Damsø Pedersen.

Der er masser at spare på bygninger
Bygninger står for cirka 40 procent af Danmarks samlede energiforbrug, og 65 procent af bygningerne er af ældre dato og fra før, der kom krav til energiforbruget i bygningsreglementet.

- Så der er masser af energi og CO2 at spare, og boligejerne vil gerne gå i gang, hvis den økonomiske gulerod er stor nok. Spørgsmålet er bare, om politikerne vil bruge håndværkerfradraget til at gøre det endnu mere fordelagtigt at energirenovere, siger Camilla Damsø Pedersen.

TELEFON
+45 4018 0275
ADRESSE
Peder Gydes Vej 49, 6700 Esbjerg
EMAIL
Info@oltmannarkitekt.dk
VI STØTTER LOKALSPORTEN